torsdag den 21. marts 2019

det største smil

Nogle dage kan jeg gå rundt i byen med det største smil som siger se på mig, og andre dage fylder jeg hele mit ansigt op med diverse makeup produkter jeg kan finde for at skjule, hvor sårbar jeg føler mig.


Vi ved hver især, hvad det er, der gør os til den person vi er, og hvorfor. Nogle gange er det bare ikke nok. At turde vise sig selv frem som akkurat den person man er, kan være svært. Til tider er det de sårbare sider dét jeg er mest bange for at vise frem. Det er de sider som ikke ret mange kender. De sider af mig selv, som jeg sjældent tør nævne, selv til mine mest fortrolige venner. De sider som ikke skal fremhæves på nogen tænkelig måde!

At være sårbar er en måde vi kan vise hele verdenen, at vi faktisk ikke er bange for, at der skal ske noget grufuldt. Det kan være svært at vise de sider frem, men når de så på et tidspunkt kommer frem er det oprigtigt. Nogle gange kræves der rigtigt meget af os. Samfundet. Dine venner. Dine veninder. Dig selv endda, kan være med til at du føler dig sårbar. Du kender vel følelsen af at sætte sig opgivende på en halv kold bænk i en park og tårerne derefter bare fosser ud som et vandfald?



Jeg har selv tit kæmpet imod, det at føle, at jeg ikke burde være til stede. Det er nogle gange ikke altid lige nemt, hvilket gør, at jeg nemmere tager imod kritik på den måde, at jeg vender alle positive ting til noget positivt. Men ja, vi kan jo ikke altid ændre på det, vel? Sårbarhed er noget som vi alle har og altid vil have. Din sårbarhed er med til at gøre dig menneskelig.

At være sårbar er noget så enkelt ligesom at gemme på sig selv og lade være med at vise den person frem som du virkeligt er. Hvorfor ikke give slip, og lade din smukke aura skinne igennem de mørke dage!
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

fællesskab

Jeg drømmer tit om at kunne komme væk fra det hele. Det sted hvor jeg er vokset op. Komme ud og opleve noget andet end den samme by. Den samme skole. Det samme fællesskab. Skabe noget nyt! Jeg hører selv tit fra de fleste af mine veninder og venner, som har været på efterskole, at det har været det bedste år i deres liv. Nogle gange ønsker jeg, at det var mig i stedet for dem.
Nogle vil sige at efterskoler er spild af tid, men så vil et år som udvekslingsstudent vel også være spild? Det tror jeg ikke, for da jeg selv var på sprogrejse en del år tilbage var det de bedste tre uger, som jeg med glæde gerne vil gentage!



Det kan tage tid for os som individuelle personer, at udvikle os til ansvarsfulde og selvstændige mennesker. Nogle kan ende i en dårlig omgangskreds. Andre har det svært ved at finde sig selv. En helt tredje gruppe kan ikke finde deres indre ro og kan ende med personlighedsforstyrrelser – ligesom jeg selv har haft.

https://voresstoredag.blogspot.com/


Ikke det at have været på efterskole vil kunne have hjulpet til at det ikke ville ske, men jeg tror, at det vil have dannet mig rigtigt meget mere som person. Jeg vil have haft et år, hvor jeg har fået lært flere forskellige sider af mig selv at kende.
Det gælder om at have det sjovt og glemme alt andet. Efterskole er vildt crazy! Jeg har lært ikke at være så genert og bare springe ud i det!

Jeg er selv helt vild med noget med scenekunst, musik og teater så hvis jeg skulle anbefale en efterskole, vil jeg helt klart anbefale denne efterskole i sønderjylland.
Jeg hører tit fra alle dem, jeg kender der har været på efterskole, at jeg brude have taget afsted, men ja måske jeg stadigvæk kan nå det, når jeg er færdig med 3.g (eller måske ikke). Jeg er sikker på, at jeg ikke ville have fortrudt at jeg var taget afsted!
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

at være anderledes

Hvordan oplever du det når du en sen eftermiddag står midt i en gruppe af forskellige mennesker? 

Nogle har langt har. Andre er karseklippet, mens der også kan være en helt tredje type som har blåt eller lilla hår? Jeg tror, at jeg vil føle mig anderledes. Anderledes på den måde, at jeg ikke vil passe ind i den her gruppe.


Når vi ikke passer ind i forskellige grupper kan jeg i hvert fald godt finde på at trække mig ind i mig selv og lade hele omverdenen forsvinde væk i form af, at al lyd lukkes ude og stemmerne i mit eget hoved så småt begynder at overdøve alt som forgår foran mig.

Jeg elsker at være anderledes

Jeg snakker tit om, at være anderledes og ikke passe ind i forskellige sammenhænge, da det er en følelse som jeg tit oplever kommer snigende i min egen krop. Det er okay, at man ikke passer ind, så længe man ikke hænger sig selv i det, og lader tanker overtage ens handlinger. Forstå mig på den måde, at så længe tankerne ikke overtager ens handlinger er det helt i orden at føle sig udenfor, så længe du er tro mod dig selv!

http://weddingsdenmark.yooco.org/
https://weddingsdenmark.webnode.dk
http://weddingsdenmark.ampedpages.com
https://danish-weddings.blogspot.com
https://weddings-copenhagen.blogspot.com
https://marketing-i-denmark.blogspot.com

Verden består af 100%, 50% hader dig inden de ser dig, 25% synes du er klam, så har du 25%, 20% syntes du har en nederen personlighed. Det er meget vigtigere du er dig selv i stedet for at “stjæle” den første og bedste personlighed der står for skud.
Og hvad så? Hvem er du? Hvem er jeg? Hvem er de? Hvem er du? Jeg vil elske at kunne fortælle dig, hvem jeg er og hvad jeg vil med livet, men det kan jeg ikke. Skuffende ikke? Nej! Ingen ved hvad de vil med livet. Ingen kan forudse, hvad der skal ske i morgen og ingen ved hvor du vil være om 10 år!

Det kan godt være at vi hele tiden skal følge med på tangenterne i vores ellers moderne samfund, men nogle gange er der også plads til et pusterum, hvor vi kan være den vi vil, og finde den vi er. Det tager lang tid før vi finder os selv. Det har selv taget mig 4 år siden jeg havde mit første breakdown til at komme til hvor jeg er nu. Nogle ting tager længere tid end forventet og derfor er det også helt i orden at være anderledes!
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

Et betydningfuldt ord

Jeg kan huske, at jeg altid har fået at vide at vejen frem altid er succes, men hvad er det vi søger? Man kan have en succesfuld karrierer, man kan have et succes fuldt liv, eller man kan lade succes være succes og så gå efter det middelmådige? Men ærligt talt, hvor mange vil så helst gå efter at få en middelmådig karrierer frem for en succesfuld? Jeg ved ikke med jer, men jeg har altid haft denne lille drøm om at blive noget succesfuldt. Først skuespiller, og nu jurist.


Hvad er succes?
Succes? Et smukt ord. Et betydningfuldt ord. Et fremmedord. Et ord som jeg er vild med! Succes er, når vi opnår noget positivt med det vi formår at lave. Eller skulle jeg sige fremgang? At have fremgang med sin karrierer er: når vi får mere i løn? Er det når vi får en bedre stillig? Eller noget helt tredje?
Fremgang gør, at vi kommer til at tro mere og mere på det vi laver, især når det så påvirker os positivt. Det kan jo også påvirke os negativt. Jeg har altid været vild med tanken om, at jeg engang kan få mit eget sted, at der er plads til min familie og jeg og måske en hund? Men når alt kommer til alt, hvad så hvis vi får så meget fremgang med det vi laver, at vi slet ikke har tiden til hinanden? Og imens tiden løber fra os, imens vi lever i vores egen lille boble og kun tænker på at alt skal blive bedre og bedre, giver det så mening med al den her fremgang?
Uden succes hvad vil der så ske? Intet. Vi vil blot få en større og bedre forståelse for, hvor meget det egentligt kræver at nå til tops. Det kræver en del kan jeg godt afsløre allerede nu. Måske er det ikke succesen vi søge, men lykken? Lykken ved et fuldendt liv. Lykken ved at stifte sin egen familie? Lykken ved at have kæmpet for at få et 12-tal og så få det?
Både lykke og succes kan fordeles i lige store portioner. Kvart lykke og kvart succes. Vi bestemmer selv resten! For det er ikke altid lige nemt at vælge, men nogle gange, så ender det med, at det vi får ud i den sidste ende faktisk er bedre end det vi startede med at håbe på. Måske er det bedste bare at leve i nu’et og lade alle bekymringer om succes, som stiger os til hovedet, trille ned i et lille rum, hvor vi gang på gang kan finde lidt frem?
Så måske er det alligevel ikke succesfuldt liv vi skal vælge frem for det middelmådige?
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

Fra fortiden

Jeg er sikker på, at der er rigtigt mange som vil ønske de kunne spole tiden tilbage og fortryde et eller andet som de har gjort. Det kommer ikke rigtigt bag på mig, da jeg selv har en masse ting jeg fortryder at jeg har gjort. Nogle ting er bedre end andre. Men alt i alt så brude vi ikke skamme os over det vi har lavet, for da vi gjorde de ting har det sikkert været med en god bagtanke, men det er jo ikke alle der har en god bagtanke med det de gør, desværre. Vores fortid er med til at gøres os til den person vi er blevet til – både på godt og ondt.

Det er vores fortid som præger os og som vi hænger fast i, for ikke at miste det som vi engang havde. Nogle ting er værd af holde fast i, mens andre burde have været glemt. Nogle ting kan gøre en ked af det, hvilket påvirker os så vi ikke altid er helt på toppen. Andre ting kan få os til at ligge flade af grin, da det er noget af det bedste der er sket.
Jeg prøver selv at komme til at glemme alle de dårlige ting, men alligevel sniger de sig frem i mørket, da de er forbundet med en masse gode minder. Jeg prøver tit at sige til mig selv – især hvis der er problemer i vennekredsen.
Giv slip og lad dem gå, hvis de vil dig kommer de tilbage hurtigere end du tror.
Men det er også sundt at have noget at huske tilbage på, men det bedste vil være hvis det kun var de gode ting man huskede bedst. Jeg har det med at tænke tilbage på alle de mindre gode ting og så overtænke situationen og vende og dreje det indtil jeg ikke kan holde tanke ud længere. Det tager lang tid for at glemme og gemme minder, og som en klog person engang har sagt tiden læger alle sår, ikke altid, men oftest.
Vi har det med at udgive os for at vær en helt anden person – den person vi ønsker at være – men det er bare ikke lige til at ændre. Det har taget lang tid for os at blive lige præcis sådan her, og det vil tage endnu længere tid at blive en anden person, så hvor ikke “nøjes” med at være den du er?
Det er ikke altid nok.
Ens fortid er noget nogle gerne vil gemme for andre. Vores fremtid er noget vi alle vil dele med hinanden, da vi endnu ikke ved hvad den bringer. Vi er nødt til at være tanknemlige for det der er sket, selvom det ikke altid er noget godt. Vi er nødt til at accepterer tingene som de er, for det er ikke altid lige nemt at ændre på dem.
Så glem alt fra fortiden, tænk ikke over fremtiden og lev i nutiden! Det vil gøre dig gladest.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

Forventninger er både gode og dårlige

Forventninger er både gode og dårlig. Personligt har jeg meget høje forventninger til, at det jeg laver skal være godt, og at alt skal lykkes, hvis ikke har jeg tendens til at blive meget skuffet over mig selv. Forventninger er noget vi skaber i sammenhæng med, hvad vi synes vi kan finde ud af. I nogle perioder har vi tårn høje forventninger til os selv og i andre, er forventningerne ret så lave, at man slet ikke ligger mærke til at de er der.

Nogle gange giver det at kunne leve op til ens forventninger til sig selv en form for mental tilfredsstillelse, da man indser, at der faktisk er noget man kan finde ud af. Vi bor alle i et samfund som bygger på forventninger til hinanden. Til at vi kan finde ud af at opfører os ordentligt, at vi er er som andre vil have det eller at vi huske dit og dat.
Når vi bruger vores liv på at leve op til det andre vil have det, kan vi ikke bruge tiden på at fokuserer på det vi egentligt vil. Og nogle gange kan man ende med at glemme en selv og kun tænke på at opfylde de andres ønsker og behov, da de forventer, at man gør det lige så snart der er brug for det. Der findes visse personer som simpelthen ikke kan leve uden at være andres første prioritet.


Men så er der også dem der altid prøver på at få dig som deres første prioritet, selvom det kan tage lang tid så prøver de og går alt hvad de kan for at lige præcis du føler dig vigtig og elsket.
Vi ved alle hvad det vil sige at have tårn høje forventninger og når man så fejler. Det kan ske. Op på hesten igen og prøv igen. Nogle ting er svære end andre og tager længere tid og kræver at man er mere omhyggelig med dem. Og på de tidspunkter kan det være nødvendigt at skrue ned for ens forventninger til en selv og tænke enten går det eller også går det ikke.
Så længe du selv er tilfreds med det du får præsteret så kan det være lige meget med, om vi ikke får opfyldt disse forventninger der vil være fra de andre og dig selv.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

forskellige familier

Allerede nu kan jeg mærke, at der kun er meget kort tid til, at jeg har ferie igen. Tasken er ved at blive pakket til min tur til Tyskland og til min tur til USA, hvilket nok skal blive mega spændende. Alt i alt tyder denne måned til at blive virkelig lækker med en masse fantastiske oplevelser! Normalt er jeg ikke den der rejser særligt meget ud, da jeg faktisk godt kan lide at være hjemme og slappe af, men nogle gange så er der brug for, at man tager ud og ser nye ting, oplever en ny kultur og lærer noget nyt om sig selv. På begge mine ture skal jeg bo hos familier, hvor jeg indtil videre kun kender den ene endnu. Det bliver noget af en oplevelse at skulle ud og bo privat hos to forskellige familier! Jeg er sikker på, at det bliver en tid, hvor en del grænser overskrides, men alligevel, jeg tror ikke, at jeg vil komme til at fortryde det på nogen tænkelig måde!

Når jeg rejser, har en en meget stor tendens til at pakke alt for meget, især fordi jeg også har det med at slæbe alt for mange nye ting med hjem, så jeg prøver at begrænse mig. Og da det ikke er i så lange perioder, at jeg er væk, tænkte jeg, hvor ikke? og så fandt jeg forskellige små rejseprodukter som ikke fylder særligt meget i min taske og så er det alligevel nogle ret lækre produkter! The Body Shop, Tresemme shampoo og conditioner og lækre ansigts produkter! Og nogle gange kan små produkter også være smarte, hvis man tager på en weekendtur eller på forlænget weekend, da de flyder rigtigt lidt og er hurtige at pakke.

En stor del af de ting jeg har med på tur er nogle gange lidt mere dyrere end jeg normalt vil bruge, da jeg tit oplever når jeg er væk, at jeg gerne vil bruge lige lidt længere på at komme til at slappe af og give både hud og hår den bedste behandling som muligt. Nogle dage springer jeg over og andre dage tager det lidt længerer tid end normalt.
Jeg er sikker på, at rigtigt mange elsker det tidspunkt på dagen, hvor man får lov til at tage sin makeup af og tage sit mest afslappende tøj på og bare kan gå rundt og rundt ude egentligt at lave noget specielt.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

nye sider af os selv

Når vi er ude møder vi ofte nye sider af os selv som vi ikke vidste at vi havde. Nogle gange når vi presser os selv ud i uvante situationer ender det med, at vi lærer os selv meget bedre at kende – også selv om vi ikke troede det ville være muligt. Nogle gange giver tingene ikke mening, og andre gange tænker vi ikke så meget over det og i stedet for springer vi ud i det med et åbent sind.

De ting vi laver til hverdag må give mening på en eller anden måde i vores liv, for jo flere gange vi gør det desto bedre bliver vi til det. Nogle gange er det værd at forbedre sig, da det giver pote i sidste ende.


Hvorfor er det nu lige, at vi nogle gange er nødt til at latterliggøre os selv for at få den form for opmærksomhed som vi har brug for? Det burde jo ikke være på den måde. Nogle gange er det bare nemmere at gøre grin med sig selv end at vise den lidt mere følsomme side frem, ikke? Andre gange har jeg på fornemmelsen, at det er noget nemmere at gemme sig selv væk og gå i et med mængden. Så er der ingen der vil ligge mærke til, hvis man gør noget dumt eller en dag ikke lige har det rigtige par designer jeans på. Nogle tager det meget personligt det som bliver sagt til, mens andre er mere ligeglade. Jeg kan roligt indrømme, at jeg nok aldrig vil blive en af dem, som er ligeglade med om folk kalder mig grim bag min ryg. Hvis nogle siger sådan noget så er det meget nemt at tage det personligt frem for at lade det forsvinde ind i mængde af andre overflødige ord.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

lyspletterne i mørket

Nogle indlæg er sværer at indlede end andre. Og Ikke altid føles det som om, at det er den rigtige måde. Men ja, jeg har aldrig rigtigt følt at jeg fundet min plads, selvom det til tider føles som om jeg har. Det har heller aldrig været særligt nemt at så op om morgenen – nogle ting giver bare ikke mening at stå op til, men jeg andre dage ikke kan vente til at skulle op den efterfølgende dag. Uheldigvis er der flest af de mindre gode dage. De dage, hvor man glæder sig til at gå i seng så man ikke skal døje med alt det som omgiver en.

Det er ikke altid lige nemt at se lyspletterne i mørket og nogle dage er de slet ikke mulige at se, da de virker til at være forsvundet. Kun mørket virker til at blive endnu mørkere. At være glad og have det godt er noget man skal sætte pris på, da man egentligt ikke ved særligt meget om hvornår det hele er ovre. Vi ser altid i eventyr at alt ender lykkeligt og godt, men sørgeligt nok er intet som i et eventyr. Ingen prins på den hvide hest og det er en selv, der skal lede efter de gode minder.

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

værd at bruge

Denne gang gik det nok lidt over gevind! Sidste shoppetur endte jeg med at gå med min første Chanel pose dinglende i hånden! Og det bliver heller ikke sidste gang kan jeg lov jer! Det er nok lidt dyre end det jeg normalt bruger, men det er da også meget mere luksuriøst og bedre! Og når man så er på ferie så er der intet bedre end at forkæle sig selv lige en lille smule mere end hvad man gør til hverdag – også selvom min månedlige Goodiebox stod hjemme på bordret og ventede på at blive åbnet.
Når man går op i sit udseende er det – for mig – vigtigt at det jeg bruger er noget som bliver på og ikke fade ud i løbet af dage, men det skal også være noget jeg føler er værd at bruge. Set i den forstand at det ikke behøver at være Chanel hver gang, og så længe det holder er jeg sådan set lidt ligeglad med hvad det er. Altså det skal ikke være noget hvor man ikke ved hvad der er i produkterne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har haft et godt øje til deres Les Beige foundation, men da det var en tysk butik, var der nok lidt kommunikationsproblemer. Og som ekspedienten sagde, da hun så fint pakkede mit indkøb ned i en af de fine poser: “We all need to try the Chanel N0 5”. Jeg kan lige så godt sige at den er havnet på ønskesedlen! Det var en så lækker og frisk duft. Det kan godt være, at vi engang imellem giver lidt mere for nogle ting, men det er jo også meningen når det kommer til selvforkælelse.
At give sig selv noget luksuriøst kan også give en en lille smule selvtillid, det gjorde det i hvert fald da jeg gik rundt i Münster og alle sådan lige kiggede en ekstra gang på min pose, også når jeg kom ind i andre butikker var de forskellige ekspidenterne hurtige til at give lidt mere hjælp end sædvanligt. For eksempel i Benefit fik min veninden et full-face makeup og jeg fik lov til at prøve flere af deres produkter.
Det kan godt være at det ikke plejer, at vi “almindelige” mennesker ikke går rundt med poser med dyrt tøj eller dyre sko, men nogle gange er det vigtigt at huske, at vi alle har en gemt Coco Chanel inde i os!
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

kultur og møder

I den tid jeg har været i live har alting “altid” været klart og været lige foran mig. Tænker jeg nærmere over det, så har det faktisk været ret nemt. Det kan godt virke selvisk, men vi forstår hvad der skal ske og vi forstår hvad der snakkes om. Vi har det jo egentligt meget godt. Så det med klage over ting vi ikke lige kan overskue at lave, burde måske vente til vi ved, hvad det er vi faktisk klager over.

Da jeg var på ferie i Tyskland, boede jeg hos en af mine veninders familie. Og det blev pludseligt noget anderledes. Sproget blev nyt og alt var ikke som jeg var vant til. Det er lidt ligesom når vi normalt vil tage på ferie. Vi oplever en ny kultur og møder nye mennesker. Og den tid man tilbringer det nye sted, er en tid man gerne vil genopleve, da det var så anderledes fra hvad man normalt oplever.
Det at ligne et spørgsmålstegn hver gang nogle siger noget til en og man ikke kan svarer på et enkelt spørgsmål, kan give et ret godt syn på hvordan indvandrerne har det. De forstå ikke noget og kan knap nok snakke engelsk, for den lille smule tysk jeg kunne rækkede ikke særligt langt. Selvom man ikke kan sproget eller forstå noget, er man alligevel taknemlig for at have fået lov til at være der, hvor man er endt op.
Personligt tror jeg, at når man får lov til at komme til et hjem, hvor man kan mærke at kærligheden er der og at de personer man bor hos er glade for en, er noget af det bedste jeg har oplevet til dags dato. Det var ikke et hjem fyldt med stress og sure miner, men et sted, hvor man kunne mærke, at man var velkommen.
Vi er alt for arrogante overfor ting som vi ikke kender. Vi prøver at skjule os eller går udenom det vi er usikre på og laver i stedet for det vi kender. Det at få lov til at prøve nye ting giver en form for selvsikkerhed. En selvsikkerhed som vi måske ikke vidste, at v havde gemt i os. En selvsikkerhed som er værd at gemme på.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

anderledes og nyt

Alle har prøvet at være i et humør hvor ingenting virkede overskueligt, hvor alt virkede til kun at kunne gå glat. Nogle dage har virket så lange, at det eneste man har kunnet tænke på har været, hvornår mon den slutter? Er det muligt at spole tiden frem? Kan jeg ikke bare lukke mine øjne og når jeg så åbner dem igen, vil alt være anderledes og nyt? Alle ved hvordan det er, at være i et sort hul, hvor kun det negative kan findes og al ens positivitet er blevet efterladt på toppen lige før faldet. Jeg kan selv huske fra dengang, hvor alt ikke var helt på toppen, og det føltes som at være spændt fast i et sort hul, som kun blev større med tiden og hvor alt og alle som prøvede at komme i nærheden af mig blev skubbet væk, da jeg ikke havde energien til at tage dem seriøst eller bare at være sammen med dem.
Når vi er negative har vi det med at finde de mindste ting som vi ikke kan lide ved os selv og prøve at ændre på dem, selvom vi er de eneste som egentligt lægger mærke til at de er der. Man bliver irriteret over selv de mindste ting og alt virker til at være uoverskueligt og ikke til at kunne finde ud af.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

overrasket

Nogle ting kan se virkeligt overvurderet ud når man tænker over vad det er man bruger sine penge på. Skal denne månedsløn bruges på en enkelt foundation eller skal den bruges på en der er lige så god og lige lidt ekstra. Som jeg før har skrevet om, er det jo op til en selv, om man enten køber de lidt dyre produkter eller om man tager dem fra drugstore. Personligt synes jeg, at nogle så skal man forkæle sig selv og give lidt mere. Måske bare en enkelt gang eller to skader jo ikke.

Jeg er sikker på, at vi er en del der bliver ret overrasket over priserne på produkter fra Nars, Too Faced og Chanel bare for at næve et par brands som har en lidt højere prisklasse end Rimmel London og Maybelline. Nogle gange er det altså mærket man betaler for og IKKE produktet, da det er muligt at finde noget som virker lige som godt og så til den halve pris.
Nogle gange så er det bare mere lokkende at købe et af de produkter som alle ens ynglingsbloggere skriver om og se om de er så gode. Personligt går jeg ind for at man bruger et rigtigt contour kit end en bronzer, da en bronzer giver et mere solbrunt ansigt og contour giver mere dybde. Jeg bruger altid selv det fra Too Faced, da det er det kit jeg synes virker bedst for mig. Og på samme måde er det med pensler og børster. Jeg vil hellere betale for nogle, som jeg ved vil holde, end nogle som vil gå i stykker efter et halvt år.
 Når jeg siger MAC hvad tænker du så? Det første jeg tænker på er studio fix produkterne. De ligger i et okay prisleje, men når det er sagt, så er der altså rigtigt mange drugstore produkter som virker lige så godt som dem. Tager man pudderen som et eksempel, så den eneste forskel jeg kan finde på den og på Rimmels stay matte er, at der er en form for shimmer i Rimmels, hvorimod MACs er uden. Personligt vil jeg helts bruge uden shimmer, men hvis man har et stramt budget over en længere periode er Rimmels pudder helt klart det værd, og imellemtiden kan man så glæde sig til at kunne få fingrene i MACs.
Der findes rigtigt mange læbeprodukter. Nogle er mere klistrede end andre. Og nogle har en farve som forsvinder med det samme den er påført. Jeg er selv faldet over mærket Dark Blond, som er overkommelig, da jeg fandt min i Normal til sølle 50 kroner. Dog har jeg også en som har skuffet mig ret så meget. Jeg har fundet den fineste farve fra Chanel, og den fader ud efter 5 minutter og kan knap nok ses når man påfører den – det var ikke lige det jeg havde forestillet mig. Et andet mærke som er i den del af priskategorien er Clarins, som har nogle læbestifer der giver bløde læber og holder i mere end 5 minutter. Helt klart produkter jeg vil genkøbe!
I forhold til lipgloss har vi jo selv mærket Tromborg. De har de fineste farver, men nogle meget meget klistrede lipglosses. Det var som om mine læber var syet sammen. Upps.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

lykkeindsprøjtning

Efter at have tilbragt størstedelen af min ungdom i et træningscenter med en håndvægt i hånden og på caféer med sort kaffe i selvsamme hånd og med en mistænksomt stor taske ved fødderne indeholdende træningstøj og endeløse tupperwares proppet med kylling, kokosolie og broccoli, er ord som ‘glutenfrit’, ‘bootcamp’ og ‘low carb’ blevet noget nær fyord i mit hoved. Jeg har med desperation i stemmen forsøgt at overbevise veninder, der ellers støttede mig i mine til tider decideret skøre kostvaner, om at smide dadelkuglen i skraldespanden og tage mig under armen – mod Lagkagehuset. Så sent som i sidste uge forsøgte jeg i en time at overbevise en veninde over telefonen om, at der ikke er nogen grund til at forsage gluten, hvis hun kan tåle det – jo, og så fik jeg vist også lige indskudt, at øl altså er flydende gluten. Jeg er ikke helt stolt af det, men det var en handling af kærlighed. I en overbevisning om, at restriktioner ikke giver dit liv en lykkeindsprøjtning – eller fem kg mindre på badevægten.

Jeg har elsket at være hende, der ikke takker nej til hverken kage, øllen (flydende gluten, oh lord) eller brødkurven. Jeg har elsket, at jeg ikke følte behov for tvinge mig selv på en ‘bikini-bootcamp’ – eller for den sags skyld at beholde mit Fitness World medlemsskab. Det har jeg virkelig, men jeg har også smurt tyk på. Ja, jeg har nydt ikke at være hende, man ikke tør at lave mad, men jeg har ikke nydt alt det sukker, jeg på ren rutine har kørt indenbords den seneste tid. Et lille eksempel: jeg passede min mormors og hendes mands hus i en uge i juli; hvad er det første, jeg gør, efter jeg har låst hoveddøren bag mig? Rydde alle deres skuffer og skabe igennem for noget, hvor sukker har majoriteten af energifordelingen. Jeg lagde ikke engang mærke til, at de havde fyldt køleskabet for mig, indtil et par dage senere.
Men jeg må jo godt, for jeg løber, cykler og går lange ture med hunden på daglig basis. Ja ja, men jeg må også godt hoppe i havet med alt mit tøj på, men jeg behøver jo ikke at gøre det. Sandheden er, at jeg var blevet enorm doven, hvad angår madlavning af den simple årsag, at jeg stod med mad til ørerne på arbejdet – og derfor næsten dagligt overbeviste mig selv om, at det gad jeg i hvert fald ikke gøre derhjemme. Det var såmænd også fint nok, men nu arbejder jeg jo ikke længere i restaurationsbranchen, og det bliver i det hele taget sværere og sværere at overbevise mig selv om, at jeg er sund i det store billede. I virkeligheden blev jeg dagligt ramt af akut sukker- og nikotintrang sekundet efter, jeg havde sat morgenmadsskålen i opvaskemaskinen, jeg var begyndt at vågne med et hul i maven 5-6 gange pr. nat, og jeg var så oppustet allerede hen af eftermiddagen, at flere af mine bukser ikke kunne lukkes.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

tårer og stopknapper

Jeg har holdt lidt igen med at skrive om, hvordan det hele (egentlig) går lige nu – mest af alt fordi, det altid er risikabelt at blotte tanker om sit arbejde et offentligt sted (på nettet). Alligevel kan jeg ikke holde helt inde, da det fylder størstedelen af min tankekapacitet for tiden. For ikke at tale om følelsesregister. Det er hårdt at starte et nyt sted; det kan de fleste af os nok blive enige om, “det skal nok blive det samme som det gamle”, “det kommer, bare vent!”, er to sætninger, der dejligt og velmenende er landet i min indbakke en gang eller tyve i løbet af de sidste 14 dage. Og måske har de ret, det har de sikkert, sagen er bare den, at tanken om at skulle derhen får min mave til at slå kolbøtter på en sådan måde, at det igangsætter både tårer og stopknapper. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke forstår det – og det gør jeg på mange måder heller ikke, for jeg kan godt lide det, når jeg er der – hell, jeg synes, jeg er god til det. Jeg vil bare virkelig ikke derhen om morgenen, som i virkelig ikke. Jeg lyder som et lille barn, det kan jeg godt høre. Men so be it.

Der er formelle ting, der gør mig frustreret, men dem lader vi ligge – i stedet vil jeg fokusere på den der mavefornemmelse og på tid. Min bror og jeg er hele vores liv blevet bombarderet med sætningen “din tid er det kostbareste, du har” til et punkt, hvor vi næsten pr refleks vendte det hvide ud af øjnene, hvis bare en afskygning af sætningen blev sagt. Alligevel er det den sætning, der har floreret hyppigst i mit hoved de sidste par måneder og i særdeleshed de sidste par uger. Det kan godt være, at det bliver bedre, det gør det sikkert – og ja, nogle gange skal man give tingene tid og en ekstra chance. MEN, nogle gange skal man også lytte til sin mavefornemmelse, især hvis den siger, at du går på kompromis med dig selv i en sådan grad, at hverken du eller dine nærmeste kan kende dig i det. Hvilket rent ud sagt er en rigtig lortet følelse. Undskyld mit franske.
Den opgivende, lettere modløse sætning: “det er fint nok”, er nu den sætning, der får både mig selv og mine veninder til at vende det hvide ud af øjnene, for ja, den har kørt på repeat. SÅ, i går tog jeg tyrene ved hornene, og i dag skal jeg til jobsamtale. Det er på mange måder lettere idiotisk at skrive det herinde allerede, men jeg gør det alligevel for at minde mig selv og jer, der måtte læse det om, at ens tid er (sgu) kostbar, og for mig er det den bedste følelse i verden at tage handling og dermed ansvar for sig selv og sin tid. Måske jeg får det job i dag, måske gør jeg ikke – og måske skal jeg blive, hvor jeg er. Jeg aner det ikke, men jeg har brug for at gøre noget aktivt, i stedet for at sidde derhjemme med tårerne trillende.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

pelsklump

Åh søndag, dit dejlige, dovne væsen. Du har været savnet. Jeg er efter de sidste par uges strabadser bukket under for en omgang, der tyder på at være forstadie til en omgang forårsinfluenza. Det måtte jeg indse, da jeg på morgenens gåtur langs Bryggen faldt i snak med en mand, der var vældig interesseret i livet med en border collie – min pelsklump. Havde det været lørdag nat i stedet for søndag morgen, kunne man argumentere for, at han muligvis er pisseligeglad med ‘the life of a border collie’, men der er noget os hundeejere; vi snakker. Vi er oprigtigt interesseret i at høre om nabolagets firbenede beboere, deres sovevaner, aktivitetsniveau og tidspunkt for renlighed. Eller, vi vil i hvert fald gerne åbne for sluserne om vores eget vidunder til en, der ikke stempler os som kattemenneske – med hund. Undtagen søndag morgen.

Søndag morgen er der to typer hundeluftere: der er overskudsmenneskerne med to go kaffen og bagerposen, og så er der os, der skjuler os i vores oversize hoodie og som på lang sigt spotter andre hundejere. Ikke fordi hunden ikke kan med andre hunde, men fordi virkelig ikke orker snakken. Sikkert meget lig, dem der triller med barnevogne. Uden yderligere sammenligning, i øvrigt. Især ikke når ens stemme lyder som en 60-årig, der nu på 45. år har røget en pakke smøger om dagen. I morges var jeg en blanding. Jeg lød og lignede på alle måder en, der få timer forinden havde sat nøglen i døren efter endeløse rækker sjuser. Det havde jeg ikke. Jeg var gået relativt tidligt i seng efter en aften på sofaen med min nye addiction: ‘New Girl’.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

idyllisere “den gamle hverdag”

Den første uge på nyt (nyt) job, det vil sige, at jeg egentlig kun har været der to dage, og at jeg skal derhen igen i morgen, men altså. Den har kriblet sig ind under huden på mig; hverdagsfølelsen. Den gode af dem. Den savnede slags. Den man halvt hungrer efter efter en lang ferie. Den man halvt glemmer, den man tager lidt (eller meget) for givet, når man står med leverpostej til ørerne og søvnunderskud til knæene. Den jeg ikke fik på det første job, men som jeg er betryggende overbevist om, at jeg får på det nye. De sidste to måneder har været så ubeskriveligt gode for mig. Ikke gode som forelskelse, solskin eller smagen af årets første is. Gode som i nødvendige.

Jeg kan idyllisere “den gamle hverdag” nok så meget, jeg vil, men sandheden er og var, at jeg i høj grad havde “glemt” mig selv i lang tid. Både glemt at passe ordentlig på mig selv  – og glemt, hvad der gør mig til mig. Måske lidt for navlepillende på en fredag formiddag, men ikke desto mindre sandt. Hvis der er noget, der er gået op for mig de sidste to måneder, så er det, at jeg har brug for at være mig – på godt og ondt. Jeg har brug for navlepilleri og refleksion. Jeg har brug for at fejle en masse og lære en masse af det.
Jeg har erfaret, at min arbejdsplads skal rumme mødet med nye mennesker og det at være en af et fællesskab – for som alle, der har prøvet at flytte langt væk “hjemmefra” ved, så kan det være en pisseensom omgang at bevæge sig væk fra sit sikkerhedsnet. Det tager lang tid at opbygge sin “landsby”, og det er hårdt. Og sundt. Og svært. Svært at finde balancen mellem at udvikle sig, være sig selv og tilpasse sig bare for at passe ind. For selvom det kan være en kæmpe befrielse, at ingen kender dig og din forhistorie betyder det også, at der ikke er nogen til at minde dig om, at du har bevæget dig for langt væk fra dig selv. Og du skal være med. Både i tanken og i hamsterhjulet.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

ualmindeligt betænksomme

Jeg har akkompagneret mig med dagens anden kop kaffe og resterne af min veninde Emmas bland-selv slik. Om små to timer placerer jeg min numse på Sankt Hans Torv og skifter kaffen ud med et glas rosé. Hunden ligger kollapset på en skyggeplet. Kesi synger på repeat om at komme over ovre fra hjørnet. På nær en cykeltur i går, er det min første stund alene i tre dage. Den sidste halvanden uge har på alle måder taget pusten fra mig. Mit liv har nærmest fra dag til dag ændret sig med 180 grader. Det er skørt og helt helt fantastisk. For det er til det bedre – det meget, meget bedre. Den omfavnende sommervarme har helt sikkert en indflydelse, men den er ikke enkeltstående. Lige så tårekvalt og humørsvingende jeg var i april, lige så permanent har der siddet et fast limet smil på mit forårsfarvede ansigt i maj.
Der er rød neglelak på mine hænder efter den sjoveste bytur i lørdags, der kulminerede kl. 5:25 med, at den ualmindeligt betænksomme taxachauffør fra spejlet kiggede mig dybt i øjnene og spurgte, om han ikke skulle holde ind og åbne en dør. Som sagt, som gjort. Undskyld, gade et sted mellem H.C. Andersens Boulevard og Islands Brygge. Undskyld.
Men det var sjovt, virkelig sjovt. Den perfekte blanding af rosé på altanen, pæne cocktails, tilrøget værtshus og ømme dansestænger. Fem timer efter jeg havde lagt mig på puden, ringede det på – og siden da har jeg haft aarhusbesøg. Med andre ord har de sidste dage og de kommende dage rimet på stjernestunder, og jeg lapper det i mig som en bjørn, der spiser for første gang efter måneder i vinterhi. Jeg føler mig hjemme for første gang i lang tid. Og det er rart og tiltrængt. Og jeg er stolt af mig selv. Stolt af, at jeg for alvor er kommet videre; videre fra min gamle arbejdsplads, videre fra en åndssvag forelskelse. Videre. Stolt af, at jeg tog ansvar for mig selv og lettet over, at tingene som regel går op, når man føler, man er allerlængst nede. Som Thomas Helmig synger.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

tom for ord

Jeg er lidt tom for ord disse dage. På en god måde. Efter flere ugers mere eller mindre konstant tankemylder og (overdreven, men sund) refleksion, er det rart bare at være. Rart at føle mig ung igen, rart at være i smørhullet af godt selskab, rart at være landet på en god arbejdsplads. Jeg skrev for et par uger siden, at jeg inderligt ønskede, at man kunne spole tiden frem – frem til studiestart, frem til bedre tider. Nu vil jeg gerne trykke play, ikke ‘stop’ eller ‘spol’, bare play. Det er allerede to måneder siden, at jeg havde sidste vagt på SMAG – og før jeg får set mig om, er det august, og endnu et nyt kapitel skal påbegyndes. Hvad har ændret sig? Kunne man spørge. Det er ikke fordi, det hele med et trylleslag er blevet perfekt; det skriver mit søvnunderskud og trætte krop under på, næh det er mere en følelse, der er kriblet under huden på mig. Jeg har fandeme klaret det-følelsen. To år på egen hånd – lige om lidt.
Smider vi det ind i en marathonmetafor, er det som pludselig at nærme sig målstregen. Man træner op og prøver at forestille sig, hvordan løbet kommer til at foregå, men når startskuddet så lyder, går det op for en, at man ikke aner, hvad man har kastet sig ud. Løbet går i gang, man bruger sin træning, man rammer muren op til flere gange – for ikke at tale om mødet med udfordringer, man ikke havde forestillet sig at møde. Uventede møder, der i sidste ende kun gør løbet bedre – eller i hvert fald kun gør, at man løber lidt rankere, lidt højere og lidt mere hårdhudet over målstregen. Sidste år følte jeg mig på dybt vand flere gange ugentligt. Jeg tog hele tiden mig selv i at omtale mig som fucked up.
Fucked up vil jeg nu ikke sige, at jeg var, jeg var bare rykket ud af vante rammer – og manglede at definere grænser. Grænser for, hvad jeg kunne byde mig selv og andre. Lære hvornår man siger pyt, og hvornår man tager sig sammen. Lære hvem pokker jeg selv er – uden at inddrage andres og mine egne forestillinger. Det når man muligvis aldrig i mål, men jeg er kommet så meget længere, at jeg har lyst til at rejse et år tilbage i tiden og klappe sidste års mig på skulderen og sige:
Det hele bliver ikke nemt næste år, det bliver ikke som dit idealiserende hoved forestiller sig, du rammer muren flere gange, men det er ok, du bliver sej. Og du stopper med at kalde dig selv fucked up. Du bliver bedre til at stå op for dig selv – også overfor dig selv. Hæng i. Det løser sig.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)