Åh søndag, dit dejlige, dovne væsen. Du har været savnet. Jeg er efter de sidste par uges strabadser bukket under for en omgang, der tyder på at være forstadie til en omgang forårsinfluenza. Det måtte jeg indse, da jeg på morgenens gåtur langs Bryggen faldt i snak med en mand, der var vældig interesseret i livet med en border collie – min pelsklump. Havde det været lørdag nat i stedet for søndag morgen, kunne man argumentere for, at han muligvis er pisseligeglad med ‘the life of a border collie’, men der er noget os hundeejere; vi snakker. Vi er oprigtigt interesseret i at høre om nabolagets firbenede beboere, deres sovevaner, aktivitetsniveau og tidspunkt for renlighed. Eller, vi vil i hvert fald gerne åbne for sluserne om vores eget vidunder til en, der ikke stempler os som kattemenneske – med hund. Undtagen søndag morgen.
Søndag morgen er der to typer hundeluftere: der er overskudsmenneskerne med to go kaffen og bagerposen, og så er der os, der skjuler os i vores oversize hoodie og som på lang sigt spotter andre hundejere. Ikke fordi hunden ikke kan med andre hunde, men fordi virkelig ikke orker snakken. Sikkert meget lig, dem der triller med barnevogne. Uden yderligere sammenligning, i øvrigt. Især ikke når ens stemme lyder som en 60-årig, der nu på 45. år har røget en pakke smøger om dagen. I morges var jeg en blanding. Jeg lød og lignede på alle måder en, der få timer forinden havde sat nøglen i døren efter endeløse rækker sjuser. Det havde jeg ikke. Jeg var gået relativt tidligt i seng efter en aften på sofaen med min nye addiction: ‘New Girl’.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar