tårer og stopknapper

Jeg har holdt lidt igen med at skrive om, hvordan det hele (egentlig) går lige nu – mest af alt fordi, det altid er risikabelt at blotte tanker om sit arbejde et offentligt sted (på nettet). Alligevel kan jeg ikke holde helt inde, da det fylder størstedelen af min tankekapacitet for tiden. For ikke at tale om følelsesregister. Det er hårdt at starte et nyt sted; det kan de fleste af os nok blive enige om, “det skal nok blive det samme som det gamle”, “det kommer, bare vent!”, er to sætninger, der dejligt og velmenende er landet i min indbakke en gang eller tyve i løbet af de sidste 14 dage. Og måske har de ret, det har de sikkert, sagen er bare den, at tanken om at skulle derhen får min mave til at slå kolbøtter på en sådan måde, at det igangsætter både tårer og stopknapper. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke forstår det – og det gør jeg på mange måder heller ikke, for jeg kan godt lide det, når jeg er der – hell, jeg synes, jeg er god til det. Jeg vil bare virkelig ikke derhen om morgenen, som i virkelig ikke. Jeg lyder som et lille barn, det kan jeg godt høre. Men so be it.

Der er formelle ting, der gør mig frustreret, men dem lader vi ligge – i stedet vil jeg fokusere på den der mavefornemmelse og på tid. Min bror og jeg er hele vores liv blevet bombarderet med sætningen “din tid er det kostbareste, du har” til et punkt, hvor vi næsten pr refleks vendte det hvide ud af øjnene, hvis bare en afskygning af sætningen blev sagt. Alligevel er det den sætning, der har floreret hyppigst i mit hoved de sidste par måneder og i særdeleshed de sidste par uger. Det kan godt være, at det bliver bedre, det gør det sikkert – og ja, nogle gange skal man give tingene tid og en ekstra chance. MEN, nogle gange skal man også lytte til sin mavefornemmelse, især hvis den siger, at du går på kompromis med dig selv i en sådan grad, at hverken du eller dine nærmeste kan kende dig i det. Hvilket rent ud sagt er en rigtig lortet følelse. Undskyld mit franske.

Den opgivende, lettere modløse sætning: “det er fint nok”, er nu den sætning, der får både mig selv og mine veninder til at vende det hvide ud af øjnene, for ja, den har kørt på repeat. SÅ, i går tog jeg tyrene ved hornene, og i dag skal jeg til jobsamtale. Det er på mange måder lettere idiotisk at skrive det herinde allerede, men jeg gør det alligevel for at minde mig selv og jer, der måtte læse det om, at ens tid er (sgu) kostbar, og for mig er det den bedste følelse i verden at tage handling og dermed ansvar for sig selv og sin tid. Måske jeg får det job i dag, måske gør jeg ikke – og måske skal jeg blive, hvor jeg er. Jeg aner det ikke, men jeg har brug for at gøre noget aktivt, i stedet for at sidde derhjemme med tårerne trillende.