Den første uge på nyt (nyt) job, det vil sige, at jeg egentlig kun har været der to dage, og at jeg skal derhen igen i morgen, men altså. Den har kriblet sig ind under huden på mig; hverdagsfølelsen. Den gode af dem. Den savnede slags. Den man halvt hungrer efter efter en lang ferie. Den man halvt glemmer, den man tager lidt (eller meget) for givet, når man står med leverpostej til ørerne og søvnunderskud til knæene. Den jeg ikke fik på det første job, men som jeg er betryggende overbevist om, at jeg får på det nye. De sidste to måneder har været så ubeskriveligt gode for mig. Ikke gode som forelskelse, solskin eller smagen af årets første is. Gode som i nødvendige.
Jeg kan idyllisere “den gamle hverdag” nok så meget, jeg vil, men sandheden er og var, at jeg i høj grad havde “glemt” mig selv i lang tid. Både glemt at passe ordentlig på mig selv – og glemt, hvad der gør mig til mig. Måske lidt for navlepillende på en fredag formiddag, men ikke desto mindre sandt. Hvis der er noget, der er gået op for mig de sidste to måneder, så er det, at jeg har brug for at være mig – på godt og ondt. Jeg har brug for navlepilleri og refleksion. Jeg har brug for at fejle en masse og lære en masse af det.
Jeg har erfaret, at min arbejdsplads skal rumme mødet med nye mennesker og det at være en af et fællesskab – for som alle, der har prøvet at flytte langt væk “hjemmefra” ved, så kan det være en pisseensom omgang at bevæge sig væk fra sit sikkerhedsnet. Det tager lang tid at opbygge sin “landsby”, og det er hårdt. Og sundt. Og svært. Svært at finde balancen mellem at udvikle sig, være sig selv og tilpasse sig bare for at passe ind. For selvom det kan være en kæmpe befrielse, at ingen kender dig og din forhistorie betyder det også, at der ikke er nogen til at minde dig om, at du har bevæget dig for langt væk fra dig selv. Og du skal være med. Både i tanken og i hamsterhjulet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar