lykkeindsprøjtning

Efter at have tilbragt størstedelen af min ungdom i et træningscenter med en håndvægt i hånden og på caféer med sort kaffe i selvsamme hånd og med en mistænksomt stor taske ved fødderne indeholdende træningstøj og endeløse tupperwares proppet med kylling, kokosolie og broccoli, er ord som ‘glutenfrit’, ‘bootcamp’ og ‘low carb’ blevet noget nær fyord i mit hoved. Jeg har med desperation i stemmen forsøgt at overbevise veninder, der ellers støttede mig i mine til tider decideret skøre kostvaner, om at smide dadelkuglen i skraldespanden og tage mig under armen – mod Lagkagehuset. Så sent som i sidste uge forsøgte jeg i en time at overbevise en veninde over telefonen om, at der ikke er nogen grund til at forsage gluten, hvis hun kan tåle det – jo, og så fik jeg vist også lige indskudt, at øl altså er flydende gluten. Jeg er ikke helt stolt af det, men det var en handling af kærlighed. I en overbevisning om, at restriktioner ikke giver dit liv en lykkeindsprøjtning – eller fem kg mindre på badevægten.

Jeg har elsket at være hende, der ikke takker nej til hverken kage, øllen (flydende gluten, oh lord) eller brødkurven. Jeg har elsket, at jeg ikke følte behov for tvinge mig selv på en ‘bikini-bootcamp’ – eller for den sags skyld at beholde mit Fitness World medlemsskab. Det har jeg virkelig, men jeg har også smurt tyk på. Ja, jeg har nydt ikke at være hende, man ikke tør at lave mad, men jeg har ikke nydt alt det sukker, jeg på ren rutine har kørt indenbords den seneste tid. Et lille eksempel: jeg passede min mormors og hendes mands hus i en uge i juli; hvad er det første, jeg gør, efter jeg har låst hoveddøren bag mig? Rydde alle deres skuffer og skabe igennem for noget, hvor sukker har majoriteten af energifordelingen. Jeg lagde ikke engang mærke til, at de havde fyldt køleskabet for mig, indtil et par dage senere.

Men jeg må jo godt, for jeg løber, cykler og går lange ture med hunden på daglig basis. Ja ja, men jeg må også godt hoppe i havet med alt mit tøj på, men jeg behøver jo ikke at gøre det. Sandheden er, at jeg var blevet enorm doven, hvad angår madlavning af den simple årsag, at jeg stod med mad til ørerne på arbejdet – og derfor næsten dagligt overbeviste mig selv om, at det gad jeg i hvert fald ikke gøre derhjemme. Det var såmænd også fint nok, men nu arbejder jeg jo ikke længere i restaurationsbranchen, og det bliver i det hele taget sværere og sværere at overbevise mig selv om, at jeg er sund i det store billede. I virkeligheden blev jeg dagligt ramt af akut sukker- og nikotintrang sekundet efter, jeg havde sat morgenmadsskålen i opvaskemaskinen, jeg var begyndt at vågne med et hul i maven 5-6 gange pr. nat, og jeg var så oppustet allerede hen af eftermiddagen, at flere af mine bukser ikke kunne lukkes.