I den tid jeg har været i live har alting “altid” været klart og været lige foran mig. Tænker jeg nærmere over det, så har det faktisk været ret nemt. Det kan godt virke selvisk, men vi forstår hvad der skal ske og vi forstår hvad der snakkes om. Vi har det jo egentligt meget godt. Så det med klage over ting vi ikke lige kan overskue at lave, burde måske vente til vi ved, hvad det er vi faktisk klager over.
Da jeg var på ferie i Tyskland, boede jeg hos en af mine veninders familie. Og det blev pludseligt noget anderledes. Sproget blev nyt og alt var ikke som jeg var vant til. Det er lidt ligesom når vi normalt vil tage på ferie. Vi oplever en ny kultur og møder nye mennesker. Og den tid man tilbringer det nye sted, er en tid man gerne vil genopleve, da det var så anderledes fra hvad man normalt oplever.
Det at ligne et spørgsmålstegn hver gang nogle siger noget til en og man ikke kan svarer på et enkelt spørgsmål, kan give et ret godt syn på hvordan indvandrerne har det. De forstå ikke noget og kan knap nok snakke engelsk, for den lille smule tysk jeg kunne rækkede ikke særligt langt. Selvom man ikke kan sproget eller forstå noget, er man alligevel taknemlig for at have fået lov til at være der, hvor man er endt op.
Personligt tror jeg, at når man får lov til at komme til et hjem, hvor man kan mærke at kærligheden er der og at de personer man bor hos er glade for en, er noget af det bedste jeg har oplevet til dags dato. Det var ikke et hjem fyldt med stress og sure miner, men et sted, hvor man kunne mærke, at man var velkommen.
Vi er alt for arrogante overfor ting som vi ikke kender. Vi prøver at skjule os eller går udenom det vi er usikre på og laver i stedet for det vi kender. Det at få lov til at prøve nye ting giver en form for selvsikkerhed. En selvsikkerhed som vi måske ikke vidste, at v havde gemt i os. En selvsikkerhed som er værd at gemme på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar