Jeg har akkompagneret mig med dagens anden kop kaffe og resterne af min veninde Emmas bland-selv slik. Om små to timer placerer jeg min numse på Sankt Hans Torv og skifter kaffen ud med et glas rosé. Hunden ligger kollapset på en skyggeplet. Kesi synger på repeat om at komme over ovre fra hjørnet. På nær en cykeltur i går, er det min første stund alene i tre dage. Den sidste halvanden uge har på alle måder taget pusten fra mig. Mit liv har nærmest fra dag til dag ændret sig med 180 grader. Det er skørt og helt helt fantastisk. For det er til det bedre – det meget, meget bedre. Den omfavnende sommervarme har helt sikkert en indflydelse, men den er ikke enkeltstående. Lige så tårekvalt og humørsvingende jeg var i april, lige så permanent har der siddet et fast limet smil på mit forårsfarvede ansigt i maj.
Der er rød neglelak på mine hænder efter den sjoveste bytur i lørdags, der kulminerede kl. 5:25 med, at den ualmindeligt betænksomme taxachauffør fra spejlet kiggede mig dybt i øjnene og spurgte, om han ikke skulle holde ind og åbne en dør. Som sagt, som gjort. Undskyld, gade et sted mellem H.C. Andersens Boulevard og Islands Brygge. Undskyld.
Men det var sjovt, virkelig sjovt. Den perfekte blanding af rosé på altanen, pæne cocktails, tilrøget værtshus og ømme dansestænger. Fem timer efter jeg havde lagt mig på puden, ringede det på – og siden da har jeg haft aarhusbesøg. Med andre ord har de sidste dage og de kommende dage rimet på stjernestunder, og jeg lapper det i mig som en bjørn, der spiser for første gang efter måneder i vinterhi. Jeg føler mig hjemme for første gang i lang tid. Og det er rart og tiltrængt. Og jeg er stolt af mig selv. Stolt af, at jeg for alvor er kommet videre; videre fra min gamle arbejdsplads, videre fra en åndssvag forelskelse. Videre. Stolt af, at jeg tog ansvar for mig selv og lettet over, at tingene som regel går op, når man føler, man er allerlængst nede. Som Thomas Helmig synger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar